charlotte jönsson – født 1967

autodidakt
modtaget undervisning hos maler Darek Ostrowski 1995-98

Verden er dyb

Det er først og fremmest alvor, der præger Charlotte Jönssons mal-
erier. En alvor, der føles ægte, fordi man fornemmer, at billederne i
høj grad bunder i selvoplevede følelser og erindringer.

Motivet er det, vi kender allerbedst: os selv, mennesket i dets nøgne
eksistens. Det er således ikke tilfældigt, at Charlotte Jönsson har
kaldt en serie malerier for ”Ecce Homo”, som betyder ”Se, hvilket
menneske” og i kristen forstand henviser til Jesus. Ikke at Jönssons
billeder er kristne i streng forstand, det er snarere mennesket som
individ, som fænomen, der henvises til. Det sårbare, blottede og
ensomme menneske, placeret i et kaos af en verden, handlingslam-
met og fortvivlet.

En noget dyster motivkreds vil mange sige, men dels er det tydeligt,
at kunstneren bruger sine billeder i en fortløbende erkendelsespro-
ces, dels kan den fuldstændigt illusionsløse afdækning af mennesket
også være et udgangspunkt og et afsæt til noget bedre og sandere.
Der er i hvert fald sket en markant udvikling i Jönssons malerier
gennem årene. Fra i starten af have skildret mennesket spærret inde
i klaustrofobiske Francis Bacon-lignende rum er grundakkorden blevet
stadig mere lys og optimistisk.

I ”Ecce Homo”- billederne fra 2002 er mennesket kommet ud af dets
isolerede celle. Vi ser fra oven en hovedskal, nøgen og æggeformet
og med markeringer af ørernes halvcirkler og næsens fine trekant. I
virkeligheden er motivet yderst privat, en ikke særlig perfekt gipsaf-
støbning af brorens drengehoved, skabt af deres far, en ingeniør med
kunstneriske ambitioner. Charlotte Jönsson bruger dette private
minde som et sindbillede på menneskets almene situation og der er
noget både rørende og sårbart over motivet. Sårbart, fordi man
stadig fornemmer en dyb fortvivlelse, rørende, fordi der trods alt er
håb at spore, hvad der bestemt ikke er tilfældet med de tidlige
billeder.

I sine allernyeste malerier er der sket en yderligere forandring.
Vi ser nu gipsansigtet frontalt, stirrende på os med gådefulde åbne øjne.
Øjenkontakten åbner op for en helt anderledes dialog end tidligere.
Det er stadigvæk udprægede mol-malerier,
men der er vilje til forandring og fornyelse. Stiliserede planter,
der som tunger bevæger sig op ad ansigtet, signalerer noget
blomstrende og organisk, der kan bryde med den eksistentielle angst
og give fornyet handlingskraft.

Sammen med det gådefulde sfinksansigt og den drømmende brug af farven
viser de ornamentale plantemønstre også, hvor Charlotte Jönssons
kunstneriske inspiration ligger.
Mere end noget andet er det symbolismen, som vi finder den i forskellige former
fra midt i 1880´erne til et stykke ind i det næste århundrede.
Edvard Munch, Paul Gauguin, Puvis de Chavanne, Auguste Rodin og Odillon Redon
var alle kunstnere, der ville dykke dybere ned i menneskesjælen
end de øjebliksskildrende naturalister. Kunstnere, som mente,
at der var en skjult sammenhæng mellem alle verdens fænomener
og vores indre sjæleliv.
En sammenhæng, det var deres opgave at vise med deres kunst.

At Charlotte Jönsson på samme måde beskæftiger sig med grundlæggende
eksistentielle og følelsesmæssige forhold betyder ikke, at hun plagierer
en mere end 100 år gammel kunstretning. Forholdet er omvendt:
at vi har med en kunstnerisk udtryksmåde at gøre, som er tidløs, fordi den er
almenmenneskelig. Når Charlotte Jönsson ydermere arbejder med et
dybt personlig og originalt billedsprog, er det klart, at vi står overfor en kunstner,
der ikke er bundet af aktuelle trends, men alene forpligtet af ærlighed og inderlighed.

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen